Den 17. marts blev der igen dækket op til flæsk på Lamborghus, men denne gang var det ikke helt som det plejer. Vi fejrede nemlig Flæskeklubbens 20-års jubilæum.
De første glade mænd begyndte allerede at dukke op fra kl. 17.30, og der var hurtigt fyldt godt op. Stemningen var sat fra start, og Lars bød velkommen og gav en lille optakt til aftenen.
Herefter blev vi forkælet med Jannies fantastiske stegte flæsk med persillesovs, præcis som vi kender det, og som altid i en kvalitet helt i top. Efterfølgende stod den på kaffe og citronfromage, og man kunne godt mærke, at der var lagt op til en helt særlig aften.




Jannie havde gjort lidt ekstra ud af det hele, der var pyntet flot op, flaget var hejst, og den røde løber var rullet ud. Det gav lige det sidste til jubilæumsstemningen.
Kl. ca. 19.30 gik Eddie Szweda fra Midtfyns Bryghus på og så var der ellers dømt underholdning. Med sit velkendte “Prø’li’hø’her” tog han os med gennem 7 forskellige øl, den ene bedre end den anden. Hans blanding af amerikansk og dansk humor ramte plet, og der blev grinet godt igennem, ja, til tider så meget, at vi næsten lå flade.
Og når der nu kun er mænd samlet, så sniger der sig jo også en lumre bemærkning eller to ind undervejs, præcis som det skal være.
Der var rigeligt at drikke, og flere benyttede også lejligheden til at købe lidt ekstra øl med hjem bagefter.
Alt i alt fik vi fejret vores 20-års jubilæum med manér, en aften med godt humør, godt selskab og selvfølgelig masser af flæsk.
Og én ting er sikkert: Eddie er mere end velkommen igen om 5 år, når vi rammer 25-års jubilæet.
For hvad der startede for 20 år siden som en sjov idé mellem et par fulde gutter, er i dag blevet en klub, som mange kender og som nogle måske også går og er lidt misundelige på, at de ikke selv fandt på.
Endnu en skøn aften sammen med drengene, hvis man kan sige det sådan.