Så blev det igen tid til en god aften med flæsk, fællesskab og godt humør og denne gang nåede vi noget helt særligt:

For første gang siden vi flyttede ud til Lamborghus, nåede vi loftet på 80 deltagere og faktisk et par stykker derover.
Det siger vist alt om, hvor populær vores lille klub er blevet, og hvor højt vi sætter pris på at mødes omkring det gode måltid.

Lokalet var fyldt til bristepunktet, og ja, vi sad lidt tæt, men det bidrog kun til stemningen. Der blev grinet, snakket og hygget fra første minut, og man kunne tydeligt mærke, at alle havde glædet sig til aftenen.

Flæsken var som altid helt i top! Sprød, veltilberedt og lige som vi kan lide den, både paneret og ikke paneret. Der var kun positive kommentarer at høre, og mange roste både smagen og den flotte præsentation.

Og som om det ikke var nok, havde Jannie og hendes stab af dygtige medarbejdere igen gjort det helt store. De havde været på benene siden kl. 7 om morgenen for at gøre klar til os, og hvert eneste stykke flæsk var vendt med kærlighed og omhu. Til kaffen tryllede de en lækker, lun kringle frem og det blev nærmest helt stille, da den kom på bordet.

En kæmpe tak til Jannie og hele holdet for deres store indsats, uden dem var Flæskeklubben ikke det samme.

Vi kan vist roligt sige, at vi har fundet vores rette sted her i Lamborghus. Der er plads til grin, gode historier og en stemning, der minder om de gode gamle dage på Ungdomsgården, bare med lidt flere mennesker og lige så meget hjerte.

Næste gang mødes vi mandag den 18. november, hvor menuen står på stegt flæsk og risalamande prisen er naturligvis den samme. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen, og husk at melde dig til i god tid, for pladserne bliver revet væk!

Tak til alle jer, der var med og gjorde aftenen til noget helt særligt, vi glæder os allerede til næste gang.

Kategorier: Nyt